wooden spoon slowfood på glas

Missionen

Vi grundlagde i sin tid Wooden Spoon, fordi vi savnede et ordentligt alternativ til købepizza og fryselasagne efter en travl dag. Den slags dage, hvor man hverken har tid eller energi til at stå i køkkenet og kun orker at købe tarvelig fastfood med hjem, selv om det, man allermest har lyst til, er en tallerken varm og hjemmelavet mad.

På den baggrund opstod ideen om slowfood på glas. Simreretter med lang tilberedningstid, der dufter og smager af hjemmelavet omhu og kærlighed til råvarerne. Alt vores kød er fra dyr, der har haft et ordentlig liv, og vores retter indeholder masser af friske og sunde grøntsager, så du ikke skal have dårlig samvittighed over at servere fastfood for familien. Læs mere om vores leverandører her.

wooden spoon
Morten Ostenfeld og Rasmus Kampmann. Foto: Henriette Vabø

Metoden

For at sikre lang holdbarhed uden frysning og optøning bruger vi en ældgammel konserveringsmetode – henkogning – hvor der med simpelt undertryk skabes en forlænget holdbarhed. Vores mad kan derfor holde sig frisk i op til tre måneder på køl, og du kan med fordel købe stort ind og altid have nem og velsmagende middagsmad klar på kort tid – også til uventede gæster. Alt, hvad du behøver at tænke på, er tilbehøret, som typisk vil være ris, pasta, kartoffelmos, salat eller brød.

Menneskene

Wooden Spoon bor i Birkerød, hvor et hold dygtige medarbejdere hver dag sørger for at holde gryderne i kog. I spidsen for dem står Rasmus og Morten, der udover at være udlærte kokke og selvlærte iværksættere er familiefædre – de kender derfor alt til den travle børnefamilie-hverdag, hvor en genvej til velsmagende, nærende og ikke mindst børnevenlig aftensmad er yderst velkommen.

wooden spoon
Rasmus Kampmann

Rasmus er udlært kok fra restaurant Tinggården. Han har været køkkenchef hos Løgismose og på Bymosehegn Kursuscenter og har siden 2008 drevet kantinen hos Implement Consulting Group. Rasmus bor i Gilleleje med kone og tre børn. Han stiftede Wooden Spoon i 2014 sammen med Steve Momsen.

wooden spoon
Morten Ostenfeld Brynald

Morten er udlært kok fra Sortebro Kro ved Odense og har siden været forbi restauranterne Almanak, Mathias Dahlgren og Restaurant Kanalen. Morten bor i Søborg med sin kone og deres to børn, og han har styret køkkenet hos Wooden Spoon siden 2016.